Det var helt surrealistisk for Line Billing-Hansen, da hun tilbage i juni 2013 stod i baghaven til en stor gård. Hun havde været ude og spise frokost med Jan, som hun et par dage forinden havde mødt på Dating.dk. Han var charmerende, kørte i Mercedes, tjente 700 kroner i timen og så havde han lejet sig ind på en stor gård.

Af Mathias Holm Petersen

Det lå egentlig ikke i kortene, at Line Billing-Hansen skulle til at være i et forhold. Hun var meget tilfreds med livet som single, og hun havde da også sagt nej flere gange til Jan, inden hun gav efter og tog med til frokost. Planen var egentlig, at hun efter frokosten ville slippe af med ham, men den blev i stedet starten på et langt forhold med psykisk og fysisk vold.

”Et eller andet sted, så tog han mig med storm.” Siger Line.

De tidlige advarselslamper

Allerede fra start af begyndte Jan at styre hver en lille ting i Lines liv. Hun arbejde som aften- og nattevagt, hvor hun skulle ringe når hun var mødt op på arbejdet og når hun er på vej hjem. Han skal vide alt om, hvor hun er, og hvad hun laver. Det er total kontrol. Men det er ikke noget, der får Line til at løbe skrigende væk.

”Normalt er jeg en kvinde der siger tingene ligeud, har mine egne meninger og jeg finder mig ikke i en skid. Men han knækkede et eller andet ved mig og gjorde et eller andet ved mig, som gjorde, han tog magten over mig fra dag ét.”

Forholdet gik også hurtigt fra Jans side. Allerede inden for den første måned frier han til Line, som dog bare vifter ham væk, da hun har været gift to gange og ikke gider ud i en tredje. En måned efter de har sammen, begynder han også at lufte ideen om at flytte sammen. Han skal flytte fra gården, da han ikke har råd til at bo der mere. Af medlidenhed ender det med, at Line lader ham flytte ind sammen med hende og hendes søn i Roskilde.

En af de første dage efter Jan er flyttet ind, finder hun ud af, at han slet ikke har noget arbejde. Det lå ikke lige i hendes planer, at hun skulle til at forsørge en kæreste også. Hun har studerende børn og er enlig mor, så han måtte forsørge sig selv på sin bistand. Line bliver dog ved med at presse ham til at finde et arbejde, da han har en god uddannelse, og det dermed ikke burde være et problem.

”Jeg presser ham egentligt nok lidt for meget. Vi har siddet og drukket noget rødvin, og han har jo selvfølgelig drukket rigtig meget rødvin. Der henter han sit jagtgevær i våbenskabet, og jeg kan jo ikke se, om han har puttet patroner i. Da han putter det op i ansigtet på mig, der bliver jeg virkelig bange og tænker, ’okay, nu dør jeg. Han er jo sindssyg ham her’.”

Hun prøver at slå geværet væk, men da hun er en lille kvinde, er der ikke meget hun kan gøre. Det ender med, at Jan står og råber og skriger med jagtgeværet op i hovedet på hende. Til sidst ligger han geværet ned og tømmer et glas rødvin mere, og tømmer et glas ud over Line, sofaen og væggene. Det var dråben for hende. Hun stiller sig op og sender ham ud af huset. Hun truer med at kontakte politiet, hvis han kommer tilbage igen.

Hvor dum er man?

Efter den aften bliver Line kontaktet af Jans bror, der får fundet en lejlighed til Jan i Funder ved Silkeborg, og dermed får sendt ham langt fra Line og hendes liv. Og så skulle man tro, at det var slutningen på det forhold.

”Han bliver ligesom lidt ved med at ringe og skrive til mig. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg siger min lejlighed op og flytter over til ham. Hvor dum er man?”

Indenfor det første år de har kendt hinanden, har Jan løjet om sit job, flyttet ind hos Line og hendes søn, truet Line med et jagtgevær og fået hende til at flytte fra familien på Sjælland. Når hun kigger tilbage på det nu, kan hun jo nærmest kun grine af, hvorfor hun ikke bare sagde stop til at starte med.

”Jeg har spurgt mig selv mange gange, ’Hvordan fanden kan det være at du blev?’. Jeg har tit tænkt på, at de kvinder der får tæsk og vender tilbage var dumme. Men tro mig, man kan blive manipuleret til at tro, at i morgen bliver det hele bedre.”

Over de næste par år ændrer billedet sig ikke. Hun bliver stadig bedt om at ringe hele tiden, og får ovenikøbet sat en GPS i sin bil, så hun hele tiden kan blive holdt i snor. Jan drak hver aften og var ude og inde af arbejdsmarkedet. Forholdet med familien blev værre og værre. Line gik fra at være hende der snakkede i telefon med sin datter hver dag, til hende der skrev en sms og kom med dårlige undskyldninger for, hvorfor hun ikke kunne snakke.

Familien på Sjælland vidste ikke noget om, hvem Jan i virkeligheden var. Det var kun Lines søn, Emil, der havde boet i lejligheden i Roskilde, da episoden med jagtgeværet fandt sted, som vidste, hvilket forhold hans mor var i. Resten af familien tænkte ikke videre over det, da hun lagde sit liv på Sjælland bag sig, og tog til Jylland, med en mand hun næsten lige havde mødt.

Det var et forhold, der fik Line til at miste alle sine bånd til venner og familie. De eneste andre mennesker de så, var et af Jans vennepar. Når der var fødselsdage med familien på Sjælland, måtte Line selv køre derover, da Jan ikke gad at have noget med familien at gøre.

Ved Danmarks ende

I påsken 2018 lykkedes det endelig for Jan at få et job. Det er i Esbjerg, hvilket betyder, at de endnu en gang må flytte. Da Line går op til sin chef i Silkeborg, for at sige sit job op, bryder hun ud i gråd.

”Jeg har haft så mange advarselslamper, som har prøvet at fortælle mig ’STOP STOP’, men jeg har ikke lyttet til dem (…) så vi flytter i april, påsken. Den 2. juni, der er jeg ved at blive kværket.”

Jans drikkeri er blevet endnu mere tydeligt for Line. Hvor hun før i tiden har arbejdet aften og nattevagter, arbejder hun nu et almindeligt 7-15 job, og er derfor hjemme om aftenen, til at se ham blive fuldere og fuldere.

En fredag aften, hvor han igen drikker sig alt for fuld, bliver det for meget for hende. Hun beslutter sig for, at hvis han ikke er frisk i morgen tidlig, så er det der, at hun forlader ham. Næste morgen tager hun bilen og kører ud til Blåvand for at lægge en plan for, hvordan hun skal få alle sine ting med sig, når hun tager afsted.

Senere på aftenen, efter Jan har været ude og hente noget mad, sidder Line bare og venter på, at han går kold som han plejer, så hun kan komme væk. Det eneste problem er, at han har hendes bilnøgler. Da han går kold, prøver hun at liste bilnøglerne fra ham, så hun kan komme væk.

”Lige som jeg er ved at tage mod til mig, vågner han op og råber og skriger som en sindssyg. Jeg fortæller ham, at han skal falde ned, og at vi jo bare skal finde en løsning, så jeg ikke skal være her mere. Jeg siger også til ham, at jeg god kan forstå, at hans eks-kone tog børnene og tog på krisecenter, og så gik det stærkt. Han for hen og tog fat i mig. Smed mig ned på gulvet og tog kvælertag på mig. Jeg tænkte bare, ’Jeg dør’.”

Vi holder sammen

Efter episoden var forholdet endeligt slut. Politiet blev tilkaldt, og Jan blev anmeldt. Over de næste par måneder boede Line hos venner og familie på Sjælland, mens hun prøver at komme tilbage til et normalt liv igen. Jan kontakter hende igen, for at få hende til at trække anmeldelsen tilbage. Hun tager telefonen op og ringer til politiet i Esbjerg. Heldigvis var det for sent, og hun kan ikke trække den tilbage.

Jan får 3 års fængsel og dermed får Line endelig lukket sagen. Det er slut, og hun kan komme videre. Hun bor hos sin datter og de starter nærmest, hvor de slap. Forholdet med hendes børn og børnebørn er tilbage.

”Vi kalder os Billing-klanen fordi vi holder sammen.”

Onsdag d. 20. maj blev en ung mand idømt en bøde på 1500 kr. og et kørselsforbud for at have påkørt en forankørende bil. Det var et kørselsforbud, som den tiltalte og hans forsvarer ihærdigt prøvede på at undgå.

Af Mathias Holm Petersen

Det var på en kold oktober morgen i 2018, i myldretiden på den nordjyske motorvej, at trafikulykken skete. Tiltalte forklarer, at damen i bilen foran ham lige pludselig hamrede bremsen i og, at han derfor ikke kunne nå at reagere. Han kører op i hende og prøver herefter at dreje bilen ud i rabatten. Det sidste han husker, inden han besvimer af slaget fra airbaggen er lugten af fyrværkeri.

I den lille retssal ved retten i Randers, da tiltalte var på vidneskranken, prøvede han at forklare, hvor stor afstanden mellem de to biler var ved at bruge ham selv og dommeren som pejlemærker. Til spørgsmålet om, hvorfor han drejede ud i rabatten efter sammenstødet, svarede den tiltalte, at det var for at undgå et harmonikasammenstød, da trafikken den morgen var meget tæt.

Tilsidesættelse af færdselsforhold

Det store spørgsmål i retten i dag stod på, om dommeren mente, at den tiltalte havde tilsidesat færdselsforholdene og derfor skal idømmes et kørselsforbud. Anklageren havde med spørgsmål til sit vidne, damen der blev påkørt, fastslået, at hun bremsede op som følge af, at trafikken foran bremsede. Den påkørte havde også rakt ud efter havariblinket for at signalere til bagvedkørende, at der var kø forude, men hun blev ramt bagfra inden, at hun kunne nå at trykke på knappen. Da den påkørte godt kunne nå at bremse op, mens den tiltalte ikke kunne, mente anklager, at færdselsforholdene derfor var tilsidesat.

Den tiltalte forklarede i vidneskranken, hvordan han har været meget påvirket af ulykken efterfølgende og, at han angrer det hver dag. Han forklarede også, hvor vigtigt hans kørekort var for ham og, hvor stor betydning det ville have, hvis han fik et kørselsforbud. Den tiltalte, der bor i Randers, har nemlig en læreplads i Hobro og kører derfor hver dag til og fra arbejde. Udover det, så er en del af hans job at køre gaffeltruck, hvilket kræver, at han har et kørekort. Den tiltalte står derfor til potentielt at miste sin læreplads og derfor gå i stå med sin uddannelse, hvis et kørselsforbud bliver på pålagt ham.

Forsvarens hail mary

Forsvaren for den tiltalte prøvede til det sidste at få dommeren til at se væk fra kørselsforbuddet og lade hans klient slippe med en bøde. Både ved at fremlægge, hvad det ville have af konsekvenser for hans klient, men også ved at hive en sag frem fra 1950’erne, hvor den tiltalte slap for et kørselsforbud, da den sag, ligesom sagen i dag, først blev afviklet halvandet år efter ulykken fandt sted.

Dommeren var dog klar i sine ord, da den tiltalte blev idømt en bøde på 1500 kr., et kørselsforbud samt at skulle betale omkostningerne for sagen. Den tiltalte og hans forsvarer fik lov til at konversere om, hvorvidt de ville anke dommen, men valgte i sidste ende, at tage imod den.

Den tiltalte har nu 14 dage inden endelig dom til at aflevere sit kørekort hos politiet.

For mange af os er det kun til fastelavn, halloween og diverse skolefester, at vi finder udklædningskassen frem, men for Erika Donbæk Jarland er det en del af hendes hobby at lave sine egne kostumer og vise dem frem sammen med sine venner

Af Mathias Holm Petersen

Erika Donbæk Jarland står i entréen, i sin gule Pikachukjole og byder velkommen til hendes lille lejlighed. Spisebordet flyder med stof og rekvisitter, klar til at blive sammensat til hendes næste kostume. På reolerne er der hundredvis af Manga bøger, film, tv-serier og videospil samt et hav af figurer fra diverse spil og tegneserier. På fjernsynet i den lille stue kører en YouTube video med highlights fra et Pokémon Game-Boy spil.

”Vi er alle en del af den her ”nørd” kultur, i mangel på et bedre ord.”

”Costume” og ”Play”

Erika er til daglig lærestuderende på VIA University College i Silkeborg, men i sin fritid er hun lige den hun vil være. Erika dyrker cosplay. Cosplay er en sammentrækning af ordene ”Costume” og ”Play”, og er en hobby, hvor dem der dyrker den klæder sig ud som deres yndlingskarakterer fra eksempelvis Anime, Manga, videospil og tegneserier. Det er stort set altid i kostumer, som man selv har lavet, og som man så viser frem på messer, såkaldte conventions, rundt omkring i landet.

Erika har selv været til et hav af conventions igennem de fem år, hun har dyrket cosplay. Når hun tager til conventions er det i fuldt kostume. Nogle gange har hun mere end et kostume med, så hun kan skifte fra dag til dag. For det meste er hun klædt ud, som en karakter der matcher hendes venners udklædning, så de alle er karakterer fra den samme Manga eller Anime.

Venskab er i højsædet

”Jeg cosplayer for at have det sjovt med mine venner. Jeg får rigtig mange venskaber, jeg får et godt sammenhold, og jeg føler mig velkommen.”

For Erika er det, det sociale der vægter højest, når hun skal rangere grundene til, at hun dyrker cosplay. Når Erika og hendes venner er til conventions, deltager de ofte i en konkurrence, man kalder: Cosplayshow. Cosplayshow handler om, at man som en gruppe, laver et par minutters skuespil, som enten kan være en scene eller en lille bid, fra den Anime eller Manga ens karakterer kommer fra. Det er ikke med de store aspirationer om at vinde, at Erika og hendes venner stiller op, det er for at udfolde sig kreativt i et element, hvor hende og hendes venner føler, at de hører til.

Erikas udvikling

Over de fem år som Erika har dyrket cosplay i, har hun gennemgået en kæmpe personlig forandring. Hun er blevet mere udadvendt og mere komfortabel, med den som hun er. Hun har ikke noget i mod at blive sat i en boks, med et ”NØRD” label henover, fordi hun er en nørd, og hun er stolt af det.

”Min fætter nævnte for nogen andre, hvordan han virkelig kan se forskellen. Jeg er blevet et mere åbent og glad menneske”

Erika Donbæk Jarland bruger sin fritid på at sy sine egne kostumer og klæde sig ud som sine fiktive helte fra computerspil, film og serier. Dette fænomen kaldes cosplay. For Erika er det ikke en fetish. Det handler om personlig udvikling og muligheden for at danne sociale relationer.

Af Tina Bangsgaard Christensen og Mathias Holm Petersen

Link til facebook teaser: https://www.facebook.com/mathias.h.petersen.9/videos/10222111180639531/?comment_id=2497093483865702&notif_id=1582805656325992&notif_t=group_comment

Mathilde Højgaard Jensen har ikke mere kontakt til sin tidligere bedste veninde. Venskabet endte brat, da veninden forlod Mathilde på en ø i Thailand, under deres rejse sammen

af Mathias Holm Petersen

Jeg vil gerne fortælle, hvad efterspillet på Mathildes rejse til Asien var, og hvordan hendes forhold er med veninden i dag.

Charlotte på 28 begyndte på sin bachelor i biologi for tre år siden. Allerede efter et par uger blev hun bidt af en ny interesse for svampe og deres økologi. Nu går hun på svampejagt i sin fritid.

https://www.facebook.com/mathias.h.petersen.9/videos/o.767540170331211/10220554115673880/?type=2&theater&notif_t=video_processed&notif_id=1569495043572754

Astrid Petersen har igennem sit liv, samlet på postkort fra alle de rejser hun har været på.

Ens første oplevelse i en ung alder er sjældent noget man husker særlig godt, medmindre det gjorde et ekstraordinært indtryk på en. Så bliver det til noget, der sidder fast, og noget man måler alle sine følgende oplevelser med.

Af Mathias Holm Petersen

For Astrid Petersen er den ekstraordinære oplevelse første gang hun skulle ud og flyve i den fine hvide kjole med de røde blomster. Det var en ferie med Tintin museum, øreringe lavet af kirsebær og belgisk chokolade i familiens trygge rammer. Der er en stor kontrast, til den seneste tur Astrid har været på. Det var en motorcykeltur igennem Vietnam, som var fyldt med flotte udsigter fra bagsædet af en motorcykel og langt fra Tintin og den fine hvide kjole.

I dag er det nogen andre oplevelser og erfaringer Astrid har, når hun tager ud og rejser. Da hun i sit sabbatår for første gang skulle ud og rejse uden sine forældre, fortæller hun, hvordan det indtryk hun har fået af rejsen har ændret sig, og hvordan hun nok har fået nogle oplevelser, der ikke var helt, som hun havde regnet med. Den første dag blev Astrid og hendes veninde, sendt rundt i hele byen for at finde et sted at bo. ”Vi bliver kørt til vores hotel, hvor vi får at vide, at der ikke er plads. Vi bliver sendt rundt mellem et par hoteller, før vi finder et hvor der er plads. Det er helt oppe under loftet med et toilet stående inde i værelset. Det var ikke den start på ferien, vi havde planlagt, men i sidste ende lykkedes det at finde et sted at bo.” Den her oplevelse var lidt af et ’wake-up call’ for Astrid. Det fik hende til at indse, hvor anderledes den her rejse ville blive, og hvordan hun som person blev nødt til at tage noget ansvar og styring over den her ferie. Der var ikke noget sikkerhedsnet bag hende, der ville træde ind og fortælle, hvad der skulle ske nu, og hvor hun skulle gå hen. Der er langt fra den sikkerhed, der var i den fine hvide kjole med de røde blomster, til det kaos starten på Astrids tur til Vietnam bød på. ”Der er mere at komme efter, man har ikke set det hele.” Når Astrid i fremtiden skal ud og rejse, ved hun, at hvis hun selv tager teten, er der mange oplevelser, der bare ligger og venter på hende derude.