Et mindre færdselsuheld kan få fatale følger

Onsdag d. 20. maj blev en ung mand idømt en bøde på 1500 kr. og et kørselsforbud for at have påkørt en forankørende bil. Det var et kørselsforbud, som den tiltalte og hans forsvarer ihærdigt prøvede på at undgå.

Af Mathias Holm Petersen

Det var på en kold oktober morgen i 2018, i myldretiden på den nordjyske motorvej, at trafikulykken skete. Tiltalte forklarer, at damen i bilen foran ham lige pludselig hamrede bremsen i og, at han derfor ikke kunne nå at reagere. Han kører op i hende og prøver herefter at dreje bilen ud i rabatten. Det sidste han husker, inden han besvimer af slaget fra airbaggen er lugten af fyrværkeri.

I den lille retssal ved retten i Randers, da tiltalte var på vidneskranken, prøvede han at forklare, hvor stor afstanden mellem de to biler var ved at bruge ham selv og dommeren som pejlemærker. Til spørgsmålet om, hvorfor han drejede ud i rabatten efter sammenstødet, svarede den tiltalte, at det var for at undgå et harmonikasammenstød, da trafikken den morgen var meget tæt.

Tilsidesættelse af færdselsforhold

Det store spørgsmål i retten i dag stod på, om dommeren mente, at den tiltalte havde tilsidesat færdselsforholdene og derfor skal idømmes et kørselsforbud. Anklageren havde med spørgsmål til sit vidne, damen der blev påkørt, fastslået, at hun bremsede op som følge af, at trafikken foran bremsede. Den påkørte havde også rakt ud efter havariblinket for at signalere til bagvedkørende, at der var kø forude, men hun blev ramt bagfra inden, at hun kunne nå at trykke på knappen. Da den påkørte godt kunne nå at bremse op, mens den tiltalte ikke kunne, mente anklager, at færdselsforholdene derfor var tilsidesat.

Den tiltalte forklarede i vidneskranken, hvordan han har været meget påvirket af ulykken efterfølgende og, at han angrer det hver dag. Han forklarede også, hvor vigtigt hans kørekort var for ham og, hvor stor betydning det ville have, hvis han fik et kørselsforbud. Den tiltalte, der bor i Randers, har nemlig en læreplads i Hobro og kører derfor hver dag til og fra arbejde. Udover det, så er en del af hans job at køre gaffeltruck, hvilket kræver, at han har et kørekort. Den tiltalte står derfor til potentielt at miste sin læreplads og derfor gå i stå med sin uddannelse, hvis et kørselsforbud bliver på pålagt ham.

Forsvarens hail mary

Forsvaren for den tiltalte prøvede til det sidste at få dommeren til at se væk fra kørselsforbuddet og lade hans klient slippe med en bøde. Både ved at fremlægge, hvad det ville have af konsekvenser for hans klient, men også ved at hive en sag frem fra 1950’erne, hvor den tiltalte slap for et kørselsforbud, da den sag, ligesom sagen i dag, først blev afviklet halvandet år efter ulykken fandt sted.

Dommeren var dog klar i sine ord, da den tiltalte blev idømt en bøde på 1500 kr., et kørselsforbud samt at skulle betale omkostningerne for sagen. Den tiltalte og hans forsvarer fik lov til at konversere om, hvorvidt de ville anke dommen, men valgte i sidste ende, at tage imod den.

Den tiltalte har nu 14 dage inden endelig dom til at aflevere sit kørekort hos politiet.