Charlotte på 28 begyndte på sin bachelor i biologi for tre år siden. Allerede efter et par uger blev hun bidt af en ny interesse for svampe og deres økologi. Nu går hun på svampejagt i sin fritid.

https://www.facebook.com/mathias.h.petersen.9/videos/o.767540170331211/10220554115673880/?type=2&theater&notif_t=video_processed&notif_id=1569495043572754

Astrid Petersen har igennem sit liv, samlet på postkort fra alle de rejser hun har været på.

Ens første oplevelse i en ung alder er sjældent noget man husker særlig godt, medmindre det gjorde et ekstraordinært indtryk på en. Så bliver det til noget, der sidder fast, og noget man måler alle sine følgende oplevelser med.

Af Mathias Holm Petersen

For Astrid Petersen er den ekstraordinære oplevelse første gang hun skulle ud og flyve i den fine hvide kjole med de røde blomster. Det var en ferie med Tintin museum, øreringe lavet af kirsebær og belgisk chokolade i familiens trygge rammer. Der er en stor kontrast, til den seneste tur Astrid har været på. Det var en motorcykeltur igennem Vietnam, som var fyldt med flotte udsigter fra bagsædet af en motorcykel og langt fra Tintin og den fine hvide kjole.

I dag er det nogen andre oplevelser og erfaringer Astrid har, når hun tager ud og rejser. Da hun i sit sabbatår for første gang skulle ud og rejse uden sine forældre, fortæller hun, hvordan det indtryk hun har fået af rejsen har ændret sig, og hvordan hun nok har fået nogle oplevelser, der ikke var helt, som hun havde regnet med. Den første dag blev Astrid og hendes veninde, sendt rundt i hele byen for at finde et sted at bo. ”Vi bliver kørt til vores hotel, hvor vi får at vide, at der ikke er plads. Vi bliver sendt rundt mellem et par hoteller, før vi finder et hvor der er plads. Det er helt oppe under loftet med et toilet stående inde i værelset. Det var ikke den start på ferien, vi havde planlagt, men i sidste ende lykkedes det at finde et sted at bo.” Den her oplevelse var lidt af et ’wake-up call’ for Astrid. Det fik hende til at indse, hvor anderledes den her rejse ville blive, og hvordan hun som person blev nødt til at tage noget ansvar og styring over den her ferie. Der var ikke noget sikkerhedsnet bag hende, der ville træde ind og fortælle, hvad der skulle ske nu, og hvor hun skulle gå hen. Der er langt fra den sikkerhed, der var i den fine hvide kjole med de røde blomster, til det kaos starten på Astrids tur til Vietnam bød på. ”Der er mere at komme efter, man har ikke set det hele.” Når Astrid i fremtiden skal ud og rejse, ved hun, at hvis hun selv tager teten, er der mange oplevelser, der bare ligger og venter på hende derude.