Erika dyrker cosplay: “Det er ikke en fetish”

Erika Donbæk Jarland bruger sin fritid på at sy sine egne kostumer og klæde sig ud som sine fiktive helte fra computerspil, film og serier. Dette fænomen kaldes cosplay. For Erika er det ikke en fetish. Det handler om personlig udvikling og muligheden for at danne sociale relationer.

Af Tina Bangsgaard Christensen og Mathias Holm Petersen

HUSK UNDERTEKSTER

Link til facebook teaser: https://www.facebook.com/mathias.h.petersen.9/videos/10222111180639531/?comment_id=2497093483865702&notif_id=1582805656325992&notif_t=group_comment

Mathilde har det godt uden sin bedste veninde

Mathilde Højgaard Jensen har ikke mere kontakt til sin tidligere bedste veninde. Venskabet endte brat, da veninden forlod Mathilde på en ø i Thailand, under deres rejse sammen

af Mathias Holm Petersen

Jeg vil gerne fortælle, hvad efterspillet på Mathildes rejse til Asien var, og hvordan hendes forhold er med veninden i dag.

Mathilde blev efterladt i Thailand: Jeg går lidt i panik faktisk

Mathilde har fortrudt, at hun i sit sabbatår, tog på rejse til Asien med sin veninde.
Foto: Mathias Holm Petersen

Fem dage inde i sin Asien-tur står Mathilde Højgaard Jensen lige pludselig alene på øen Ko Phangan, og kan se sin bedste veninde rejse hjem til Danmark

Af Mathias Holm Petersen

Det lå egentlig ikke i kortene, at Mathilde skulle på rejse rundt i Asien. Det var først en idé der opstod under en samtale med hendes bedste veninde, om hvad de skulle bruge deres sabbatår på. De to piger kom frem til, at de skulle rejse rundt i tre måneder sammen, men allerede efter de første par dage begynder Mathilde at mærke, at alt ikke er som det skal være.

Efter det første stop i Bangkok begynder Mathilde at lægge mærke til, at hendes veninde trækker sig mere og mere tilbage. Mathilde prøver at snakke med veninden, for at finde ud af, hvad der er galt, men hun får aldrig et klart svar, og veninden virker bare meget afvigende og tilbageholden.

”Jeg går lidt i panik faktisk. For det første tænker jeg, hvad er det der sker. Og for det andet kommunikerer vi ikke, og jeg tænker, om det skal være sådan her i tre måneder, mens vi er på den anden side af jorden? Jeg bliver ret bange.”, siger Mathilde, når hun bliver spurgt om, hvilke tanker hun gør sig, når veninden begynder at trække sig lidt tilbage.

Hvis man ser tilbage på det nu, kan Mathilde godt se, at hun kunne have gjort mere for ikke at være så konfliktsky, som hun var og for at komme frem til roden af problemet hos hendes veninde. Hvilket måske kunne have hjulpet til, at der ikke blev skabt et ligeså slemt efterspil, som hele oplevelsen har skabt.

Et par dage senere knækker filmen så. Mathilde og hendes veninde får endelig snakket ud om, hvad der er galt. De kommer frem til, at veninden vil hjem til Danmark, men at Mathilde vil blive, fordi hun har sat sig for at skulle på den her rejse og vil ikke stoppes af, at hendes veninde har fået kolde fødder.

”Mens vi er på Ko Phangan i Thailand, får vi endelig taget os sammen til at få taget samtalen om hvad det er der sker og en time senere er hun med færgen på vej til fastlandet. Og så er jeg på en ø i Thailand og har tre måneder foran mig.”, siger Mathilde.

Senere har Mathilde fundet ud af, igennem samtaler mellem sin mor og sin venindes mor, at hendes veninde i lang tid har haft problemer med at rejse uden sin mor.

Her står Mathilde så, med tre måneder alene i Asien foran sig, og beslutter sig for at fortsætte på den rejse, som hende og veninden havde planlagt alene. For Mathilde bliver det nogen svære måneder. Hun vælger at forkorte opholdet i Vietnam og forlænge opholdet på Bali.

“Jeg er en ret konfliktsky person. Jeg gør ikke rigtig andet, end at ringe til min mor og græde.”, siger Mathilde.
Foto: Mathias Holm Petersen

Omkring en måned efter, at Mathildes veninde er taget hjem til Danmark igen, får Mathilde en besked fra hende, hvor veninden prøver at forklare, hvad der er årsagen til, at hun tog hjem. Beskeden var som luft for Mathilde. Veninden kom ikke med nogen undskyldning for at efterlade Mathilde alene i Thailand, og hun lød heller ikke som om, at hun angrede hvad der var sket. En halv måned senere, efter at have prøvet at holde facaden oppe, vælger Mathilde at tage hjem til Danmark igen.

”Jeg prøvede at holde facaden oppe. Jeg kom hjem en halvanden måned for tidligt, fordi jeg hver dag havde det som en fem på en skal fra 1-10. Og det er bare møgirriterende at have det sådan, når man går rundt på Bali.”, siger Mathilde.

Rejsen kom til at koste Mathilde mere end bare penge. Hun mistede sin bedste veninde, og den halvanden måned føltes som intet andet end spild af tid. Hvis hun kunne få muligheden for at gøre det om, ville hun aldrig tage på den tur igen.

Fra Tintin museum til motorcykeltur

“Der er mere at komme efter, man har ikke set det hele”. siger 24-årige Astrid Bitsch Petersen.

Ens første oplevelse i en ung alder er sjældent noget man husker særlig godt, medmindre det gjorde et ekstraordinært indtryk på en. Så bliver det til noget, der sidder fast, og noget man måler alle sine følgende oplevelser med.

Af Mathias Holm Petersen

For Astrid Petersen er den ekstraordinære oplevelse første gang hun skulle ud og flyve i den fine hvide kjole med de røde blomster. Det var en ferie med Tintin museum, øreringe lavet af kirsebær og belgisk chokolade i familiens trygge rammer. Der er en stor kontrast, til den seneste tur Astrid har været på. Det var en motorcykeltur igennem Vietnam, som var fyldt med flotte udsigter fra bagsædet af en motorcykel og langt fra Tintin og den fine hvide kjole.

I dag er det nogen andre oplevelser og erfaringer Astrid har, når hun tager ud og rejser. Da hun i sit sabbatår for første gang skulle ud og rejse uden sine forældre, fortæller hun, hvordan det indtryk hun har fået af rejsen har ændret sig, og hvordan hun nok har fået nogle oplevelser, der ikke var helt, som hun havde regnet med. Den første dag blev Astrid og hendes veninde, sendt rundt i hele byen for at finde et sted at bo. ”Vi bliver kørt til vores hotel, hvor vi får at vide, at der ikke er plads. Vi bliver sendt rundt mellem et par hoteller, før vi finder et hvor der er plads. Det er helt oppe under loftet med et toilet stående inde i værelset. Det var ikke den start på ferien, vi havde planlagt, men i sidste ende lykkedes det at finde et sted at bo.” Den her oplevelse var lidt af et ’wake-up call’ for Astrid. Det fik hende til at indse, hvor anderledes den her rejse ville blive, og hvordan hun som person blev nødt til at tage noget ansvar og styring over den her ferie. Der var ikke noget sikkerhedsnet bag hende, der ville træde ind og fortælle, hvad der skulle ske nu, og hvor hun skulle gå hen. Der er langt fra den sikkerhed, der var i den fine hvide kjole med de røde blomster, til det kaos starten på Astrids tur til Vietnam bød på. ”Der er mere at komme efter, man har ikke set det hele.” Når Astrid i fremtiden skal ud og rejse, ved hun, at hvis hun selv tager teten, er der mange oplevelser, der bare ligger og venter på hende derude.